Ramez Mhaanna // MINDESVÆRKER
Kunsthal Kongegaarden
Algade 25A, 4220 Korsør
Oplev den talentfulde pianist Ramez Mhaanna (f. 1992) når samarbejdsprojektet MINDESVÆRKER åbner i Kongegaarden onsdag 3. september.
Beskrivelse
Oplev den talentfulde pianist Ramez Mhaanna (f. 1992) når samarbejdsprojektet MINDESVÆRKER åbner i Kongegaarden onsdag 3. september. Anledningen er 80-året for Danmarks befrielse, og formålet er sammen med Røde Kors og lokale kulturinstitutioner over hele landet at sætte fokus på musikkens og kunstens betydning for mennesker på flugt.
Den landsdækkende koncertrække består af tyve koncerter, og koncerten i Korsør bliver optaget af DR. Alle koncerter bliver spillet af Ramez Mhaanna og er inspireret af den danske komponist Gunnar Bergs (1909-1989) koncerter i de ikke-tyske flygtningelejre i Jylland i efteråret 1945. Hans far Sigvard Berg blev født i Korsør i 1854, og koncerten er et bidrag til Korsørs 600-års købstadsjubilæum.
Sensationel debut
Ramez Mhaanna er vokset op på indre Nørrebro i Kbh., og bidt af klaverspillet rejste han i 2011 til Moskva for at uddanne sig på Gnesins Musikakademi. Han vendte tilbage til Danmark i 2015 og kom ind på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor han både under studierne, og med sin sensationelle debut i 2022 fra solistklassen som elev af Amalie Malling, markerede sig som et stortalent.
Ramez Mhaanna har vundet adskillige præmier i nationale og internationale klaverkonkurrencer bl.a. førsteprisen ved Berlingske Tidendes Klassiske Musikkonkurrence i 2006, førsteprisen i Musical Seasons i Prag i 2011, sølvmedalje ved Vienna Music Competition 2019 og prisen for bedste opførelse af dansk repertoire i Copenhagen Lied Duo Competition 2019.
Han har også modtaget en række hæderspriser og legater - bl.a. Leonié Sonnings Talentpris 2019, Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris 2020, Rødovre Musikpris 2022, og derudover har Augustinus Fonden i 2021 stillet et helt nyt Steinway Flygel til hans rådighed.
Ramez Mhaanna har optrådt på musikfestivaler som Copenhagen Summer Festival, Kulturmødet Mors og Bornholms Musikfestival og givet koncerter i Tivolis Koncertsal, Den Sorte Diamant, DR Koncerthuset og Musikhuset Aarhus. Han har som solist optrådt med blandt andre Aarhus Symfoniorkester og har med violinisten Kehan Zhang spillet i over 30 forskellige koncertsale i Kina.
Som komponist har Ramez Mhaanna skrevet flere klaver- og kammermusikværker, og blandt andet komponeret og fremført musikken til Romeo og Julie på Malmö Stadsteater (2023-24). I år har han bl.a. leveret musikken til Det Kongelige Teaters succesopsætning af Holbergs Jeppe på Bjerget.
PROGRAM
Gunnar Berg: Variationer over en litauisk diana
Ludwig van Beethoven: Das Lebewohl
Béla Bartók: Nattens Klange
Gunnar Berg: Sonate for Piano
Frédéric Chopin: 24 Pæludier
Før koncerten:
18.45: Gratis omvisning i den aktuelle kunstudstilling Pelagiske Perspektiver.
I pausen (ca 20 min.):
Kongegaarden tilbyder en gratis drikkevare (vin, øl, vand).