Møldrup og Mogensen // suveræn og særlig duo

Kunsthal Kongegaarden

Algade 25A, 4220 Korsør

Oplev den usædvanlige duo Bjarke Mogensen og Toke Møldrup, der spiller på hhv. accordeon og cello.

undefined
2 billede(r)

Beskrivelse

Oplev den usædvanlige duo Bjarke Mogensen og Toke Møldrup, der spiller på hhv. accordeon og cello. I Kongegaarden inviterer de til en intim koncert med særlig julestemning. Programmet er stadig under udvikling, men mon ikke de to stærke musikere spiller et par numre fra deres nye indspilning Wintersteps and summer skies, som indeholder fortolkninger af dansk klassisk musik fra 1973 til 2024. 

Bjarke Mogensen har siden han som helt ung debuterede i en tv-udsendelse på ZDF som solist med München Symfonikerne markeret sig som en af de mest efterspurgte og alsidige musikere på den klassiske musikscene i Danmark. Han har vundet en lang række priser, herunder Kronprinsparrets Stjernedryspris i 2012 og den internationale EBU-konkurrence “New Talent” i Bratislava.

Bjarke Mogensen debuterede som solist i Carnegie Hall og har spillet med berømtheder som violinisten Gidon Kremer, bratschisten Tatjana Masurenko, samt kunstnere fra helt andre genre i kulturlivet, heriblandt Steffen Brandt, Henrik Koefoed og Benny Andersen.  

Toke Møldrup har været solocellist i Copenhagen Phil fra 2010-2020, og er nu adjunkt på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han selv studerede hos professorerne Morten Zeuthen og Tim Frederiksen. Er også uddannet i konzerteksamen fra Hochschule für Musik, Karlsruhe og har bl.a. studeret hos Hans Jensen (Northwestern School of Music), Valter Despalj (Zagreb Academy of Music) og AlbanBerg Kvartetten i Wien og Köln. 

Toke Møldrup har modtaget Dronning Ingrids Hæderslegat samt Augustinus Fondens Jubilæumsbevilling 2017-2020. Han er prisvinder ved flere internationale konkurrencer samt haft koncerter i store dele af verden, i bl.a. Weill Recital Hall at Carnegie Hall, Wigmore Hall, Musikverein Wien, Dai-ichi Seimei Hall, Tokyo, Forbidden City Concert Hall, Beijing m.m. Herhjemme har han spillet i stort set alle større danske koncertsale.

Kongegaardskoncerten sikrer, at den bedste klassiske musik, jazz og lydkunst kan opleves i Kongegaardens hyggelige koncertsal med Steinwayflygel og god akustik. Formatet er fyraftenskoncerter torsdage kl. 18-19.15 og billetten omfatter en omvisning i de aktuelle kunstudstillinger kl. 17.15 og et glas vin sammen med musikerne efter koncerten.
 

Pris

100,00 kr. - 175,00 kr.